Jeg var det barn, der helst var alene med mine bøger, mine digte, mine tanker og min store bekymring for de fattige børn i Afrika, krig og nød.

Jeg husker, at jeg som meget lille spurgte min far, hvad der var, der hvor stjernerne sluttede – og han forsøgte at forklare mig om uendeligheden.

Jeg var evigt bange for mørket. Jeg så spøgelser (altså sådan ægte) alle vegne og var altid på vagt.

Bange for at blive forladt

Jeg var bange for at blive forladt. Sådan helt ind i knoglerne bange. Jeg holdt mig vågen som helt lille pige, lå og stirrede op i loftet og spurgte min mor, hvornår natten var forbi. Jeg frygtede, at alle omkring mig en dag ville forlade mig. Ikke bare flytte væk, men forlade jordens overflade. Og jeg havde aldrig hverken læst eller hørt om “Palle alene i verden”.

Venner havde jeg få af. Dog havde jeg en meget nær veninde, som var mit frirum og en stor kilde til glæde og følelsen af, at jeg faktisk hørte til.

Jeg udviklede strategier til at undgå at blive forladt

Faktisk var jeg rigtig godt tilpas i mit eget selskab som barn. Jeg elskede at læse kærlighedsbøger eller indtale radioprogrammer med båndoptageren, at synge, skrive sange eller sidde i et træ og fundere over livet.

Jeg var ikke bange for at være alene, men rædselsslagen for at blive forladt!

Jeg har senere fundet ud af årsagen igennem Journey terapi. Børn, der kommer i kuvøse eller på anden måde adskilles fra mor i længere tid ved fødslen, udvikler faktisk ganske ofte en betydelig frygt for at blive forladt.

På en måde betragter jeg mit liv indtil dato – og til tider stadig – som én lang afdækning af, hvordan jeg bedst kan sørge for, at andre ikke forlader mig.

Jeg har fuldkommen ubevidst søgt efter strategier til at undgå det, som min aller største frygt – og mit største traumer er – at blive forladt af alle.

Strategi 1: Vær dygtig

Ikke overraskende var en af mine strategier at være KLOG. Og det lyder måske sådan lidt selvhøjtideligt, men alle, der kender mig, vil vide, at det var jeg! For mig var viden og dygtighed faktisk ren overlevelse. Hvis jeg nu en dag blev forladt, var jeg jo nødt til at kunne klare mig selv (det underbevidste arbejder på magisk vis!)…

Jeg var sådan et barn, der havde klæbehjerne og kunne de fleste fag, før vi havde haft dem i skolen. Jeg endte derfor altid som hjælpelærer for mine skolekammerater.

Hvilket bringer mig til den næste strategi …

Strategi 2: Vær hjælpsom

Igennem hele livet har jeg været den veninde, søster, datter eller kæreste, som liiiige gav en hånd med, når der skulle males lejlighed, skrives opgaver, korrekturlæses eller skrives en ansøgning. Jeg slår nu også gerne græs, ordner ukrudt eller stiller mig til rådighed som den skulder, du kan græde ved.

For jeg er nødt til at være uundværlig. Så bliver jeg ikke forladt. Hvis bare folk har brug for mig, hvis jeg hjælper dem, rummer dem og er den aller bedste til at elske dem, så er jeg tryg!

Og der er mange flere strategier… De her er blot nogle af de mest destruktive i mit liv, fordi de jo på overfladen egentlig altid har bragt mig succes, held, venner og anerkendelse.

Lad dig ikke narre: Smerten var drivkraften

For mig har mødet med mit ego (som lever af frygt og behovet for kontrol) været en kæmpe øjenåbner og en stor smerte.

Der er kæmpe frihed i at forstå, at jeg ikke er mine mønstre, min adfærd og mine strategier. Og samtidig er det faktisk lidt hårdt at erkende, at det, der lignede succes, mentalt overskud og “sådan er jeg jo bare” – alt sammen var metoder, hvorigennem jeg kunne undgå at møde min aller dybeste frygt.

Når frygten slipper sit tag…

Jeg har haft angst. Faktisk hele livet vil jeg tro. Og både numerologien, navneskiftet og Journey terapien har været afgørende brikker i mit liv.

Jeg har knoklet som en gal for at blive til noget og for at undgå at mærke tomheden og frygten indeni.

Men faktisk er frygten ikke længere chauffør i mit liv. Jeg navigerer i dag mere ud fra min mavefornemmelse og i tillid, end ud fra frygten for at blive forladt og være grundlæggende uelskelig.

Måske er jeg alligevel værd at elske

Og nu er jeg så her. Et sted i mit liv, hvor jeg er mere glad, end jeg nogen sinde har været.

Et sted, hvor jeg kender mig selv på godt og ondt og har indset en masse om min egen andel i de mange konflikter, jeg har haft i mit liv.

Et sted, hvor jeg møder min frygt, skam og smerte på daglig basis og ved, at jeg er præcis, som jeg skal være.

Jeg er landet et sted, hvor kærligheden og taknemmeligheden fylder det meste, og hvor tilliden hver dag afløser frygten mere og mere.

Hvis du har læst så langt – tusind tak! Det betyder meget for mig at kunne dele denne meget personlige historie. Jeg håber, at du måske har kunnet spejle dig i min historie og kan bruge den til noget i dit liv.

Kærligst,

Camille